Saint Thomas

Surfere uden mod rider sjældent særligt langt på bølgen. Det er det indtryk Saint Thomas’ nye plade, ‘Children of The New Brigade’, efterlader én med.

Albummet indeholder klare referencer til The Thrills, mange sange klinger af pop og surfboards ligesom gruppens radiohitt ‘Big Sur’, og ind imellem minder lyden også om 60’ernes Phil Spector-pop. Men frem for fordybelse bevæger norske Saint Thomas sig pænt på overfladen og den fortrolige singer/songwriter-stemning opstår aldrig.

Det er parallellerne og referencerne til poppens mange giganter, der er pladens problem. For Saint Thomas bliver aldrig helt sin egen og dermed mest en påmindelse om gode plader, man har stående i den støvede ende af cd-hylden.

Saint Thomas er stærkest når han er mest stille som på nummeret ‘Dream On’, hvor skrøbelighed pludselig dukker op i vokalen, og hvor poetisk tekst kommer til sin ret. Her viser personligheden sig, og det virker. Men de øjeblikke er alt for få.

Albummet virker i teorien, for det er velspillet og lige efter bogen. Men i praksis er Saint Thomas en surfer, der kort overvejer at springe på den store bølge, men ikke tør og i stedet vælger at ride den middelmådige, og på den forsvinder han blandt andre musikalske surfere, der kun lige har røven i vandskorpen.