Sigur Rós

Som så mange bands vil Sigur Rós nok altid leve i skyggen af deres gennembrudsalbum. ‘Ágætis Byrjun’ er sublimt – sansende, drømmende, banebrydende og så alligevel så forbasket fængende og tilgængeligt. Og det er svært at leve op til. Derfor var den svære efterfølger ‘( )’ også en lille skuffelse. Med deres fjerde album tager islændingene dog et skridt tilbage mod gennembruddet.

Det dystre, beskidte univers fra ‘( )’ er blevet renset, og det hele emmer igen af håb og lyse toner. Albummet åbner, som et Sigur Rós-album næsten skal, med en instrumental intro og bliver til det traskende ‘Glósóli’, hvor Jónsi Birgisson igen giver fuld plads til sin falsetto-vokal, mens sangen bygges op mod et bragende klimaks. Typisk Sigur Rós. Og måske er det noget af problemet med ‘Takk’.

Der er mange gode numre, men formlen er meget den samme. Jo, der bruges lidt xylofon denne gang, og flere sange er ikke bange for at være på vej, uden helt at vide hvorhen. Men islændingenes drømmerejse synes alligevel bekendt. Vi skal lidt hen over de nøgne bjerge, lidt ned i dalene og ellers bare svæve rundt og lade vinden vise vejen. Det er svært ikke at give efter og rejse med, men oplevelsen er ikke lige livsforandrende længere. Nyd alligevel ‘Hoppípolla’, ‘Sæglópur’ og ‘Gong’.