The Warlocks

Man kan blive helt trist ved tanken om, hvor god The Warlocks’ anden plade var blevet, hvis de havde satset anderledes. Bandet har været tre år og endnu flere nye bandmedlemmer om at få indspillet ‘Surgery’. De har desværre valgt at prioritere flad rock-monotoni over den dragende tusmørkelyd som de mestrer, men kun delvist lader os høre.

Otte ud af pladens 11 skæringer er skåret over den samme læst og sangene drukner i tung tromme/bas-dronen og evig guitarkværnen. Den ‘støj’, der ligger over guitarfladerne, virker mere forstyrrende end forstærkende og får sangene til at mudre sammen. De små lyspunkter som guitarringlen og skarpe breaks har svært ved at trænge igennem, og vokalen lider samme skæbne.

The Warlocks beskriver selv deres lyd som ‘Sex Pistols, der spiller My Bloody Valentine’, men de mangler vildskaben fra førstnævnte og den nysgerrige kreativitet fra de sidste. Resultatet er en plade uden personlighed, og som lytter er der ikke meget at holde fast i, når pladen er slut.

Pladens redning er de tre numre ‘Gypsy Nightmare’, ‘Above Earth’ og ‘Angels in Heaven, Angels in Hell’. De er næsten uvirkeligt smukke med deres drømmende lyd af støvet 60’er jukebox og gør, at man alligevel sætter ‘Surgery’ på igen. Hvis The Warlocks havde ment noget med de kirurgiske henvisninger i albumtitlen, havde de skåret hele den kedeligt kværnende del fra. Så havde man helt sikkert husket mere end 10 minutter.