Siku

Der udkommer dansksproget alternativ rock/pop som aldrig før for tiden. Siku er med deres støjpoppede udspil ‘Indeværende år’ et bud på et nyt navn på holdet.

Det er popsange, men med skæve toner og støj på guitaren, og melodien til ‘Sekunder’ kunne næsten være taget fra ét af Sonic Youth’s mest poppede øjeblikke. Sammenspillet er tæt, og der er masser af gode intentioner undervejs. Desværre bliver en del af melodierne meget ens, og idéerne bliver glemt i gentagelserne.

I deres tekster hopper Siku på den bølge af dansksprogede bands, der under dække af at være poetiske skriver tekster, der er sære mere for mærkelighedens skyld end for meningens. De styrer dog uden om genrens værste klichéer, og det er ikke teksterne, der er bandets svage side.

Sikus akilleshæl er sangerinden Lill Bjørsts stemme. Hun lyder meget som en tidlig Anne Linnets, hvilket der sådan set ikke er noget galt i. Teknisk set synger hun godt og har styr på sin meget kraftfulde stemme. Problemet er, at hun konstant vælger en hysterisk stemmeføring, der mest leder tankerne hen på en skærebrænder. Det ville være en meningsfuld effekt til sangenes mest desperate øjeblikke, men som det fremstår på størstedelen af albummet, bliver det trættende og til tider direkte ubehageligt.

Siku har helt sikkert talentet og personligheden. Hvis de sparede på hysteriet, ville de også blive et band, man havde lyst til at høre på i længere tid af gangen.