Chumbawamba

Beach Boys-lignende harmonier, tekster om hjemmelavede jordbær, fodboldkampe og klodens massive problemer. Traditionel engelsk folkmusik, guitarer og fløjter. Det kan vist kun betyde en ting. Chumbawamba er blevet voksne på deres nye plade. Og med det er de også blevet søvndyssende.

Bandet er nok bedst kendt for deres samfundskritiske 90’er-pop med højt tempo, fest og en uregerlig energi. Den har de ikke mere. Eller de har i hvert fald omformet den. Nu lyder de som forældre i cardigans, der går til kor sammen og nyder at synge flerstemmigt om verdens uretfærdigheder, og det er ærgerligt, for intensionen med pladen er god.

Bandet spillede en masse acapella og akustiske koncerter med politiske undertoner. De syntes det var sjovt, og fik lyst til at lave en plade. Men gode intentioner er ikke nok. Bandet er blevet småkedeligt, og acapella-numrene føles som en formiddag i søndagsskole. Som regel er det forfriskende, når bands i løbet at deres karriere forandrer sig og rykker sig musikalsk – men sjældent flytter nogen til musikskolelærer-stadiet. Ikke desto mindre er det hvad Chumbawamba har gjort.

Det er nydeligt. Der er søde tekster og fine strygere, men det var sgu sjovere, da Chumbawamba lød som politiske aktivister på en druktur, der var løbet af sporet.