Department Of Eagles

Første gang jeg hørte ‘The Cold Nose’ igennem, blev jeg faktisk overbevist om, at kun ganske få cd’er i min samling ville være fede nok til at stå ved siden af disse 13 skæringer. Jeg kunne næsten lugte pizzaæskerne og de udtrådte gummisko på Daniel Rossen og Fred Nicolaus’ kollegieværelse i Brooklyn, hvor et utal af pjækketimer blev brugt på at nørde den her lyd frem og intet andet.

Senere hen måtte jeg skrue lidt ned for begejstringen. Selv om denne sublime dorm-room-electronica på alle måder er både forfriskende og fremadrettet, så gør den ikke noget, der ikke er gjort før. Har man eksempelvis hørt bare en smule DJ Shadow, vil man nok ikke blive overrumplet af de ellers listige beats. Og har man bare fulgt lidt med i de seneste par års udvikling på indiescenen – og især dens mere og mere interessante venskab med den elektroniske – så er der vel heller ikke nogen tvivl om, at denne udgivelse ikke bliver den, der tager forholdet til det næste stadie.

Men den kommer alligevel til at stå et godt sted på hylden. Nok er midlerne brugt i tidligere sammenhænge, og nok er der ikke noget mytisk-magisk over de her to fyre, men for fanden hvor de formidler nogle fine oplevelser.

Alt lige fra tørre, fragmenterede hiphop- og breakbeats og andre sløsede digitale gangarter til symfonisk lo-fi og sørgmodige, men lunefulde melodier, der slet, slet ikke bør underkendes. Og det samme gælder for både guitar og vokal, der trofast skifter kulør som udtrykket vender og drejer sig, og de stilistiske pejlepunkter passeres.

Rossen og Nicolaus, eller Iron Chrysalis og Butterfly Emerging, som de ynder at kalde sig, er muligvis pjækkerøve, der burde have gået lidt mere ud, måske endda fjollet lidt rundt med nogle af de der collagetøser. Men på hvilken bekostning? Nej, jeg siger ‘leve nørderne’.