Martha Wainwright

Det ligger åbenbart i blodet at kaste om sig med god musik, når man hedder Wainwright til efternavn. I hvert fald beviser Rufus’ søster Martha nu, at hun også kan det der med at avle lækre numre på stribe.

På sit debutalbum præsenterer den 29-årige sangerinde hele 16 sange med sin fantastisk ekspressive og vidtspændende stemme. Genren går fra sart folk til følsomme countrytoner – i bedste amerikanske sangskriverstil. Hun berører på enkelte numre sin brors cabaretstil, men hun er klart mere afdæmpet – og det klæder hende.

Mange af numrene er fremragende. På det rare og rolige ‘Factory’kommer Marthas stemme virkelig til sin ret. ‘These Flowers’ er sart og sprødt og har et fantastisk fængende omkvæd om at betragte ungdom og energi på afstand og være brændende misundelig. Og også ‘Bloody Mother Fucking Asshole’ udtrykker en indestængt vrede på bedste vis.

Teksterne synes at stamme fra sangerindens egne oplevelser som en på én gang stærk og umådelig skrøbelig kvinde. For eksempel i ‘Ball & Chain’, hvor den vrede fortæller stiller sig uforstående overfor, at hendes kæreste er skredet med en anden pige: »Yeah her tits were higher than mine / With a waist that is sugar-fine / I heard she could read and write too / And she’s getting a degree in fucking you«.

Til gengæld er det ærgerligt, at pladen skal slutte med et musical-popnummer af værste skuffe. Hvordan ‘Dis, Quand Reviendras-Tu?’ er kommet igennem kvalitetskontrollen er helt uforståeligt. Ærgerligt nok lyder Martha her som en anden Celine Dion. I det hele taget skulle hun have holdt sig udelukkende til sine egne numre, da ‘Whither Must I Wander’, der ligesom pladens afslutningsnummer ikke er skrevet af Martha selv, er pladens andet sorte får.