Roisin Murphy – det ku´ være så godt…

Det er svært at sætte en finger på, hvad det var, der manglede. Jeg holder egentlig ret meget af Roisin Murphys solodebut, og numrene fra denne (hun nåede vist dem alle igennem), havde fået et velfortjent spark i live-måsen og var virkelig kommet op i gear.

Der var intet at udsætte på liveholdet, der i øvrigt deler trommeslager og vanvittig keyboards/samples-mand med Moloko, som Roisin selv har været frontfigur for i godt ti år. Der var sprød hornsektion, dyb og dygtig bas, lækker-lækker akustisk guitar, og så er frk. Murphy jo en skøn og charmerende lille suppehøne!

Men alt dette rettede ikke op på, at det hele var lidt …lige meget. Der manglede det der *umph*, der bare er så svært at sætte ord på. Det der gør, at man til en koncert bliver suget fuldstændigt med og bare overgiver sig. Måske var det det kun halvt fyldte Store Vega, der smittede lidt af på bandets energi, måske var det publikummet, der kun meget sjældent spillede bolden tilbage, når der kom en serv, og måske kan Roisin Murphy bare ikke helt få mælken til at flyde helt så smukt, som hun har gjort det i Moloko i så mange år.

Men der var da absolut højdepunkter! Åbningsnummeret ‘Ramalama (Bang Bang)’, singlen ‘Ruby Blue’ hvor rockspader og pauker fik det hele peppet op til en voldsomt støjende omgang house, og især den dødeligt smukke ‘Through Time’, stod helt klart som lyspunkter. Og i det hele taget det arbejde der blev lagt i at live-sample vokaler, horn, guitarer, og hvad vi har, og derefter klippe/klistre dem sammen til underlægning og beats, var virkelig skarpt og drøn-imponerende.

Desværre blev stort set hele koncerten serveret med en så stor portion ligegyldighed, at temperaturen, trods dygtighed, funk og støj, aldrig oversteg det lunkne, og den eneste tanke der sad i mit hoved efter koncerten, var tanken om ,hvor fedt det bare burde have været.

Måske næste gang.