Floetry

Det kunne være så godt – men det er det bare ikke. ‘Flo’Ology’ tenderer til at lægge sig i baggrunden, for man mister ganske enkelt koncentrationen i løbet af albummet. Det er der ikke noget decideret ubehageligt ved – men det må jo unægtelig betyde, at albummet heller ikke er specielt spændende. Måske er det fordi, der er for mange lag i musikken. Der er hele tiden mangestemmigt kor, rap og spoken word, der kører i ring og oven i hinanden, og det gør, at man ikke lægger mærke til detaljerne.

Oprindeligt er de to damer, Songtress og Floacist som de kalder sig, fra England, men de rykkede til USA og har tilegnet sig en meget amerikansk, velproduceret og nydelig lyd. Var de blevet i England var de måske blevet inspireret af Ms Dynamite eller The Streets, og det ville klæde dem. I stedet lyder de for det meste som alt for pæn r’n’b og til tider lyder de præcist lige så kedsommeligt som en Monica-kærlighedssang eller en Faith Evans-ballade, og den slags sange har verden hørt nok af.

I glimt løfter albummet sig, som på ‘Let Me In’, der har et lækkert jazzet groove. Nummeret virker, fordi det er meget mere enkelt end resten, og så gider man høre efter. Men de gode glimt er forsvindende få, og det pæne og kedsommelige er desværre alvorligt overrepræsenteret.