The Voices

Walisiske The Voices har haft fingrene langt nede i den store shoegazer-krukke. Bandets selvbetitlede debut uddeler store kindkys til bands som Slowdive, The Jesus and Mary Chain og My Bloody Valentine, men bidrager dog selv med en stribe sarte og dagdrømmende melodier, der er ikke er uden en vis charme.

Åbningsnummeret ‘As Long As I Die Before You’ll Survive’ tager stødt til i intensitet og afrundes med en hvirvlende trommerytme og en repeterende hypnotisk guitarstøj, der må fange alle raske støjrockere. Lidt den samme fornemmelse findes i ‘Nobody Knows the Way I Feel’, hvor distortede guitarflader begynder at snerre mere og mere indestængte.

Ikke desto mindre skal man være lidt af et tålmodigt gemyt for at finde samtlige ti numre spændende nok til at blive hørt i ét træk. De slææææber sig af sted gør de, og som en utålmodig og snotforkælet møgunge begynder man at savne lidt mere fart-over-feltet og den der famøse fandenivoldskhed som afveksling for de mange langstrakte passager.

Men det bliver ved savnet, for The Voices spiller konsekvent deres shoegazerpop i luntetrav, og selv om tålmodigheden fra tid til anden må stå sin prøve, kan man alligevel ikke andet end løfte lidt på nissehuen for et band, der tør være så stædige i deres måde at skrive sange på – også selv om der bliver lånt lystigt fra idolerne.