Lisa Ekdahl

Hun er efterhånden mere dansk end svensk, Lisa Ekdahl. Godt nok håner vi helst vore blå/gule naboer, men med den lille sangfugl fra hinsidan er det anderledes. Modsat størstedelen af de svenske eksportvarer har hun ramt dansken med noget særligt. Måske især fordi hun, som få, kan omsætte svensk lyrik til Lurpak i knæene på sin lytter, i et udtryk der på én gang rummer både skrøbelighed, charme og styrke.

Ekdahls ottende studiealbum er såmænd også indspillet her i landet. Midt ude i ingenting, et sted mellem Randers og Århus, har hun holdt svensk hof i de kronjyske PUK-studier. Her er ‘Parlör af glas’ kommet til verden i løbet af et par uger i slutningen af sidste år. Og albummet er på mange måder en opfølger til ‘Olyckssyster’ fra 2004. Her tog Ekdahl atter de svenske strofer i sin mund efter mange års fravalg til fordel for de engelske. Men i munden på Lisa Ekdahl er svensk som sagt en nydelse for de fleste.

Desværre byder ‘Parlör af glas’ på en svensk sanglærke, der lidt for ofte flyver med automatpilot. Store dele af produktion er ganske enkelt for pæn, de små Dylan-inspirerede beretninger bliver for nydelige og risikerer at udviske sig selv i ren og skær svensk easy listening. Blandt de største ligegyldigheder er paradoksalt nok førstesinglen ‘Vraket’, hvor hverken producer Lars Winnerbäcks vokal eller de påklistrede håndklap kan peppe en ganske ordinær komposition op. Lidt tættere på Ekdahls kvaliteter kommer vi på de afdæmpede ‘Ge det om du kan’ og ‘I badet’, hvor hver en mundbevægelse er indfanget, som bliver de hvisket blidt ind i øret på de særligt udvalgte.

Højdepunktet indtræffer på ‘Nästan glad’, hvor Ekdahl omsider satser i sit udtryk, og med hjælp fra bl.a. omnichord og cittra når ud, hvor man MÅ spidse ører. Lidt mere løssluppenhed over hele linjen ville have klædt den svenske darling.