Marie Key Band

Marie Key kan et eller andet med ord. Hendes små jordnære hverdagsfortællinger kan virke uendeligt simple med deres konkrete betragtninger og stramme enderim. Men tag ikke fejl, for gennem det simple og halvnaive pibler både underfundig humor og forsigtigt vemod.

»De er helt alene, har kun en telefon / og der kan sagtens gå en time / uden de snakker med nogen«, synger hun på ‘Orange ensomhed’ om banevagterne langs landets togskinner, der sidder med en håndbajer og grubler over deres eget livsspor. Og på ‘Frank’ forestiller hun sig om den tabende part i Socialdemokratiets formandskamp, at »nu går han sent i seng, og han står sent op / og han skriger ned i puden, når han strækker sin krop«. Med dette debutalbum melder Key sig ind i en fornem lille kreds af danske sangskrivere med skarpe og orginale penne, der også tæller Peter Sommer, Rasmus Nøhr og Klondykes Mikael Ryberg Kristensen.

Hendes fremførsel fejler heller ikke noget, når hun med støvet stemme og klare øjne lægger hjertet på bordet på albummets mere underfundige sange. Nænsomt bakket op af bandets guitar, kontrabas og trommer har musikken både strejf af visesang og hygge-jazzpop, og Keys ord får retfærdigvis lov at blomstre forrest i vindueskarmen. Det er tankevækkende varmt og rigtigt, rigtigt rart.

Når man så sidder der og hygger sig med en kop the og et tæppe over benene, kan man bare godt ærgre sig lidt over, at Marie Key Band indimellem føler trangen til at rocke ud, for her bliver musikken hurtigt mere ordinær. Men det tilgives nemt, og selvom melodimaterialet heller ikke hele vejen kan måle sig med den aktuelle og ganske fortrinlige single ‘Kleptoman’, er det svært ikke at have et godt øje til Marie Key og hendes uforlignelige sans for hverdagens små dramaer.