Raunchy

Der er dømt højglans-finish for alle pengene på det tredje album fra danske Raunchy. Deres mix af moderne amerikansk metal, stolte skandinaviske trash-dyder og god gammeldags pop er med hjælp fra lydguruerne Jacob Hansen og Tue Madsen blevet iklædt en produktion, der bling-blinger med de bedste.

Men pladen byder også på mere end bare pristin vellyd, for Raunchy kan noget, som ingen andre danske metalbands kan. På trods af heftig brug af dobbelt-stortromme, maskingeværs-riffs og brutale vokaler formår de med god hjælp fra blandt andet en vældig dosis synths og sequensers at kreere en stil og en sound, der er vanvittigt kommerciel og ja, ‘dansabel’, for at bruge et malplaceret udtryk fra mine bedsteforældres generation. Raunchy har fra debuten ‘Velvet Noise’ arbejdet fokuseret med dette udtryk, og på ‘Death Pop Romance’ er det sgu svært ikke at være imponeret af resultatet.

Og så alligevel. For på trods af at Raunchy spytter velsmedede hooks og effektive riffs ud til alle sider på et rigtigt lækkert album, så efterlader det ved gentagne gennemlytninger også et lettere overfladisk og distanceret aftryk. Raunchys formel er veludviklet, men også meget fasttømret, og mange af pladens numre minder så meget om hinanden i form og opbygning, at de aldrig rigtigt får deres egen identitet, men snarere giver indtryk af en seriel produktion, som Andy Warhol himself ville have nikket anerkendende til.