Thunderbear

Storladen, æterisk, hovedbrusende og gåsehudsfremkaldende. Adjektiver som Thorbjørn Krogshede med garanti er stødt på under sit virke i gruppen Under Byen, men også rammende beskrivelser, der med lethed kan genbruges, når samtalen falder på hans soloprojekt Thunderbear. Og hvis man ikke har spottet hans kompositoriske evner allerede, så burde denne instrumentale rejse – ind og ud – i sindets kringelkroge ikke lade den mindste tvivl stå tilbage.

Udgangspunktet er klassisk musik, og ja, det betyder totalt fravær af konsistente og trygge rytmestrukturer, hvilket sandsynligvis skræmmer den brede skare bort – og hvilken skam. For ligesom grupper som Godspeed You Black Emperor, A Silver Mt. Zion og til dels også Sigur Rós har Krogshede fat i den absolut fornuftige ende, når det gælder brugen af musikalske virkemidler, der i bund og grund havde deres storhedstid længe før der blev tænkt på vores oldeforældre.

Lange, sørgmodige pianostykker og iskolde strengelege, der ubemærket viger pladsen for stormende trommer, dunkle klarinetter og blæsere – og omvendt – kombineret med susende nutid i form af elektroniske elementer og post-rockens trang til at dekonstruere resulterer i en allerhelvedes stærk fortælleform, der aldrig nogensinde konkluderer noget for lytteren. Fortolkningen forbliver et frirum, og man kan kun glæde sig over, at der ikke er klistret vokal på.

Dette er et værk, der på en og samme tid appelerer til lytterens intellekt, følelser og fantasi, hvilket placerer det noget nær så langt væk fra den store populistiske suppedas, som det overhovedet kan komme. En stærk kontrast til det letfordøjelige og derfor en vanvittigt betryggende form for hjerneføde.