Kubb

Britiske Kubb præsenterer et blidt og blødt, pænt og poleret materiale. Det er artige popsange med tekster, der er lige til at gå til. “Your love keeps me breathing, your love keeps me trying”, synger Harry Collier med sin følsomme, fløjsbløde stemme. Alt imens den halv-melankolske stemning underbygges af storladne og tyktflydende violiner.

Sangeren forsøger skiftevis at lyde som Matthew Caws fra Nada Surf, Thom Yorke eller Jeff Buckley – men det forbliver mere wannabe, end det virker dybtfølt. I det hele taget er trådene til Radioheads tidlige plader lige lovligt søgte, og Kubb når aldrig deres idoler til sokkeholderne.

Kan man lide gospelkor, er der guf at hente i det seks minutter lange ‘Chemical’. Her bygges stemningen op fra det musestille til det monomentale, og sangeren messer nærmest religiøst ‘Your love has got me on my knee’. Men i sidste ende vil Kubb nok ikke få mange til at falde på knæ.

For det er på sin vis rart og hjemligt, som at blive puttet med en varm, tung farmordyne. Men under dynen serveres der kold sødsuppe. Musikken løfter sig ikke og forbliver ret kedelig og temmelig ordinær. Den udfordrer ikke, og den fænger ikke.