Mogwai

Mogwai er tilbage med en ny plade. Hmm, jamen det er da fint, men vi er altså nogle, der foretrækker vores postrock knap så bundsolid og lidt mere progressiv som hos de flinke amerikanere Explosions in the Sky og de kulrede canadiere i A Silver Mt. Zion. Følg nu lidt med tiden for fanden! Mogwai render jo ingen steder. Folk skal såmænd være lovlig undskyldt, hvis det er med den holdning, man møder skotternes nye, og femte egentlige, album. Men måske er det på tide at genopdage Mogwai.

‘Mr. Beast’ lægger i hvert fald nye alen til det gamle repertoire. Ikke ved halsbrækkende eksperimenter eller stålsat undergraven af det gamle fundament. Næ, ganske enkelt ved en mådeholden kombination af gamle dages bastante, svidende støjudladninger og det mere tempererede udtryk, der blev udviklet over de to forrige plader. Tilbage står ikke et smiskende og vattet kompromis, men et stærkt og varieret udtryk, hvor sangene i skøn og grum forening danner en fascinerende helhed, der er langt mere end summen af enkeltdelene.

‘Friend of the Night’ er det lysende eksempel på, hvordan støj gør smukt og gøres smukt. ‘Glasgow Mega-Snake’ rusker igennem, mens ‘Emergency Trap’ er den eneste sang, man vil høre, når man i sit vinter-mismod er gået omkuld i en smog-farvet snedrive. ‘Mr. Beast’, for nu at være tro mod anmelder-klichéen, vokser sig større for hver gennemlytning.