Randi Laubek – dybfølt pænhed
Randi Laubek er efterhånden ved at være en temmelig erfaren dame på den danske musikscene. Hele fire albums er det blevet til på cirka otte år og læg dertil hundredevis af liveoptrædener. Alligevel virker Laubek, som om det er hendes første koncert nogensinde, når hun lidt befippet roder sig ud i nogle vrøvlede sætninger mellem numrene. Det hele foregår dog med en ganske uspoleret charme, og hvad hun ikke har i showmanship, når der skal tales til publikum, har hun til gengæld i overflod, når musikken spiller.
Hendes fantastiske stemme emmer af følelser og kammer aldrig over i rent sangteknisk blær, fordi det tydeligt høres, at der synges direkte fra hjertet. At Laubek så besidder og mestrer alle vokale facetter, gør det bestemt ikke til en mindre fornøjelse at lytte til. En stemme, der i sine bedste perioder bliver helt magisk.
Musikken, derimod, bliver til tider en smule strømlinet og anonym, selvom virtuosen Ljunggren gør sit til at løfte det op på niveau. Det er bare en umulig mission når man tager studiepladernes mange detaljer i betragtning, og på trods af musikernes indiskutable dygtighed forbliver musikken til tider lige så ufarlig som AGF’s Superligahold, hvilket desværre gav dele af koncerten et lidt anonymt præg.
Variation var der ellers nok af. Flotte og overraskende arrangementer gav, sammen med spændende overgange mellem numrene, et flot flow i koncerten, og i de momenter hvor bandet spillede mere løssluppent, som i den rockede ‘Catherine Wheel’, gik tingene op i en højere enhed. Men der blev oftest spillet med sikre kort, og det løsslupne blev en mangelvare.