- De fem største scoops blandt de første Roskilde Festival-annonceringer
- Vennerne blev rapstjerner, mens han knoklede 9 til 5: »Man glemmer sine drømme, og hvad man egentlig vil«
- Din yndlingsrapper deler scenen med ham. Din konge ser fodbold med ham. Er der nogen i landet, der ikke elsker Thor Farlov?
Trespasser Williams
Trespassers William er et band, for hvem tempo er overvurderet. De laver eftertænksom folkmusik, der giver lytteren fornemmelsen af, at der i bandet gemmer sig et helt univers, et liv langt væk fra det vi kender, som de kun lige viser brøkdele af. Det gør de i lige præcis det tempo, der passer dem, nemlig et tilbagelænet et af slagsen.
Det lyder måske umiddelbart som en irriterende teaser, at man ikke helt kan forstå helheden af deres lyd, men det er det ikke. Det gør musikken hemmelig, og kompleks. Kompleks fordi kompositionerne er umiddelbart simple, men alligevel efterlader de indtryk af, at der er noget i dem, der er så raffineret, at du ikke kan høre det, og derfor må du lytte til dem igen og igen. Som de der helt høje toner, vi ved der findes, men som kun hunde eller flagermus kan høre.
Trespassers William ligger sig et sted mellem country, minimalistisk songersongerwriter-stil og storladenhed med afsæt i elektronisk musik. Helt centralt for bandet er Anna-Lynne Williams krystalklare stemme. Der er både lidt råt, der minder om Beth Orton, og samtidig noget sørgmodighed på højde med Mazzy Stars Hope Sandoval.
Bandets tre andre medlemmer Ross Simonini, Jamie Williams og Matt Brown skaber et dystert, smukt og mystisk univers rundt om Anna-Lynne Williams stemme, der komplementere hendes naive udtryk. Musikken ligger langt fra almindelig folk. Det er ikke så lige til, og det er det, der gør det interessant.
Trespasser Williams. 'Having'. Album. Nettwerk/Playground.