Tys Tys

Den tredje cd fra Tys Tys er varieret lyttegodt for dem, der tørster efter ny dansk musik, der insisterer på eget værd. ‘Twisted Fingers Soft Ligt Blue’ skaber mørklødede stemninger, blander genrer og afsøger musikalske grænser.

Maria Laurette Friis, synger skiftevis kælent, legende og uheldssvangert. Det ene øjeblik halvt hvisker, halvt taler hun dunkeldystre stemninger frem, det næste veksler stemmen mellem bøn og fortabelse, for dernæst at brænde lidenskabeligt igennem. Friis står som vanligt for tekst og musik, mens de herrer Sundh, Halle og Osgood sprudler i stærkt sammenspil. Ikke mindst fremmaner Friis sit helt eget bemærkelsesværdige og sære tekstunivers, hvor hun er “nailed to this chair” og “it’s such a puzzle I’m so strange sometimes”.

Der er snurrigt jazztouch i arrangementerne, med trombone, sax og trompet på en bund af skiftevis synth-bas, percussion og elektroniske soundscapes. Musikken er legende og dygtig, men det er først der, hvor Friis bryder sine pæne manerer, at det for alvor rykker: Med numre som ‘Peel Me A Tiger’, ‘Dogs’ og ‘To Whom This May Concern’, hvor hun lægger fevingerne og viser tænder.

Albummet er alt for kort (7 numre), og Friis bryder for sjældent igennem med vidnesbyrd fra den vilde side. Det er ærgerligt, for Tys Tys er ikke bare pæne. De har potentiale til meget mere. I tekst såvel som musik.