Black Mountain Invasion Army – en stenet invasion

Hvilken skam at tropperne fra canadiske Black Mountain Invasion Army skulle gå på foran et nærmest mennesketomt Voxhall. De tre bands ville måske passe bedre på et mindre spillested, for foran scenen var der adskillige tomme kvadratmeter, men de cirka 60 tilstedværende blev vidner til tre autentiske rock ‘n’ roll-koncerter.

Inden aftenens hovednavn Black Mountain gik på, var det de to sideprojekter af samme band, Blood Meridian og Pink Mountaintops, der indtog scenen. Førstnævnte havde den akustiske guitar og pianoet i centrum, og der var en rocket og skramlet country-stemning over bandet.

Pink Mountaintops var næste band i rækken, og det syv personer store orkester diskede op med langsom meditativ syrerock med masser af langestrakte guitar- og orgelpassager. Bandet har desuden to trommeslagere, og den ene af dem stod op under store dele af koncerten, og rockede igennem, mens han tævede løs på trommerne.

Forsanger i Pink Mountaintops, Stephen McBean, er også frontmand i Black Mountain, og her blev der skruet op for tempoet. De fremmødte publikummer blev mødt af et massivt lydtryk, og der blev syret ud med en beskidt gang stonerrock, som var bandet taget direkte ud af 1970’erne. Det var tungt rockende med masser af lange, fuzzede guitarflader, buldrende trommer og pibende orgel.

Stephen McBeans hæst skrattende vokal passer perfekt til Black Mountains stenede rock ‘n’ roll, men bandet besidder også Amber Webber, og hendes klare vokal var en god kontrast til McBeans støvede ditto. Godt sammenspil og repeterende guitarrif var kendetegnende for koncerten, og som bedst kom til udtryk i ‘Don’t Run Our Hearts Around’ og den hashduftende ‘Druganaut’, hvor en enkelt publikummer lagde sig på gulvet og koksede totalt ud.