Dresden Dolls

Umiddelbart er det næsten ikke til at tro, men The Dresden Dolls består kun af to personer. Sangerinde og pianist Amanda Palmer går hårdt til både toner og tangenter, mens Brian Viglione bakker hende dramatisk op på trommerne. Sammen fremstiller duoen en så massiv og medrivende gang teatralsk rock, at man ikke kan undgå at blive revet med ud i manegen.

Og en manege er det så sandelig. Bandet selv definerer musikken som ‘brechtian punk cabaret’, og der findes da også tydelige spor både af punkens rå impulsivitet og barske kådhed og af kabarettens artistiske finesser og legende, sprøde rollespil. Det er på en gang frastødende og dragende, brutalt og blidt, og tungt og luftigt.

Teksterne trækker os til gengæld væk fra cirkusmanegens deforme dyr og psykopatiske klovne, og ind i hverdagens (natte-)liv, med hvad det end indebærer af sex og alkohol. Amanda Palmer ligger ikke fingre imellem, når hun beretter om den første orgasme, eller om hvordan sex forandrer alting. “Off course I love you”, synger hun til sin forsmåede elsker med stor ironi i sin mandige, dybe stemme.

At lytte til ‘Yes, Virginia’ er som at gå på opdagelse i en mærkelig og lidt skræmmende verden. Det er udfordrende og dristigt og har en live-energi, som får adrenalinet til at pumpe i kroppen. Hver sang bygger sig op og folder sig ud med både fredfyldte åndehuller og støjende højdepunkter. Numrene står aldrig stille, men forandrer og udvikler sig konstant. Alligevel mister de aldrig helt tilgængeligheden, for der gemmer sig tit en ørehængende strofe eller et catchy riff midt i al brutaliteten. Med andre ord er The Dresden Dolls lidt af en befriende, om end noget særegen, oplevelse.