Speaker Bite Me – vitalt comeback

Her gik man så og havde fuldstændig glemt, at man egentlig savnede Speaker Bite Me. Men det gjorde man sgu. Det er altid rart at samle tråden op med gamle bekendtskaber, men denne torsdag aften i Århus var nu særligt bekræftende. For mens sådanne møder med ‘blasts from the past’ ude i den virkelige verden ofte er nostalgiske travere præget af en vis lettelse over, at det nok kun er en engangsforseelse, var gensynet med Speaker Bite Me efter flere års koncertpause vitalt og fremadskuende snarere end tilbageskuende

Vi fik blandt andet ‘Uh-ah’ og ‘When I Wish Upon’ fra bagkataloget og funklende nye sange. Især ét af disse nye med et karakteristisk klavertema og en dejligt dronende og fængende basgang, kunne nok få én til at spidse ører og tage pænt imod bandets planlagte 2007-album. Men skidt nu med, hvad de spillede, det var måden, for fanden.

Selvom Martin Ryum påstod, at de knap har øvet det gamle materiale, var nye som gamle numre gennemsyret af en næsten overlegen timing og et organisk samspil. Nix, ingen rust her, men i stedet fascinerende at høre, hvorledes udpræget soniske og massive støjrock-passager blev forløst uden antydningen af mudder og fuldstændigt lydefri slog over i mere sfæriske og harmoniske forløb.

Nu hjælper det selvfølgelig at have en mere end almindelig kompetent rytmesektion i trommeslager Emil Landgreen og bassist Kasper Deurell. Det klæder i den grad Deurell, manden med stenansigtet, at få masser af plads live, som så bliver udnyttet med stor autoritet og melodisk sikkerhed. Og fra scenens yderfløje flød den gode karma og rare stemning mellem makkerparret Ryum og Wille-Jørgensen. Det frugtbare samarbejde mellem Martin Ryums klare fornemmelse for harmonier og struktur og Signe Høirup Wille-Jørgensens kringlede og indimellem obskure musikalske eventyrlyst blev udstillet i al sin fortrinlighed i dette stærke comeback fra Speaker Bite Me.