Hem

Hvorfor det amerikanske folk-countryband Hem har opkaldt sig efter den menneskelige handling, der betyder en tusse i halsen eller et host om opmærksomhed, er et godt spørgsmål. Ikke desto mindre har det ni m/k store band gjort sig bemærket i alternative countrykredse de sidste fem år med udgivelserne ‘Rabbit Songs’ fra 2001 og ‘Eveningland’ fra 2004.

Det nye album adskiller sig fra de foregående ved være en bastard af covernumre, liveoptagelser, demoversioner og tracks fra de tidligere albums. Og det er umiddelbart en pudsig konstellation fra et band i ‘så ung en alder’. Normalt er det statuslystne bands med år på bagen, der vil samle op på karrieren ved at gå på jagt i demoskuffen og yndlingspladerne. Det er pudsigt, det er vellydende, men også kedeligt på grund af de tilbageskuende undertoner.

Pladen består blandt andet af et par mandolinramte vuggeviser og coverversioner af R.E.M.’s ‘South Central Station’, Brook Bentons ‘Rainy Nights in Georgia’ og countryklassikerne ‘Tennessee Waltz’ og ‘Crazy Arms’. Og respekt til Hem for at give lånte numre ny personlighed og for at opgradere pophits til country. Men deres nye udgivelse har et arkæologisk tilsnit over sig, der vil kræve lidt mere end en rømmen for at påkalde sig opmærksomhed.