Magneta Lane

Åh ja, endnu et skud canadisk rock. Abstinenserne efter nye spændende navne fra Canada når aldrig at blive stærkere, end at noget nyt kan nå at dulme dem. Den nyeste dosis kommer fra Magneta Lane, som bestemt også er et interessant navn på scenen.

Magneta Lane trækker dog på andre genremæssige tråde end det, vi har hørt fra de fjerntliggende egne hidtil. De eksperimenterer ikke som Arcade Fire eller aer med hårene som Stars. Til gengæld går trådene i andre velkendte retninger. For Magneta Lane fyrer den af som Yeah Yeah Yeahs og har en charme som The Strokes. De larmer løs på guitarerne, buldrer energisk på trommerne og dribler drilsk derudaf på bassen, mens sangerinde Lexi Valentine bakker op med sin cool, karakteristiske stemme.

Specielt ‘Wild Gardens’ har potentiale, men også åbningsnummeret ‘Bridge To Terabithia’ har både gnist og gejst, mens ‘Daggers Out’ præsenterer iørefaldende rock-vers. Trioen emmer i det hele taget af en lidt forknyt og lukket, en anelse tilbagelænet og dog alligevel medrivende fremdrift.

Og hvem er de så, Magneta Lane? Tre tøser på 21 år, som med en både sart og sirlig, forfængelig og fængslende gang dynamisk rock lyder en del mere modne, end de er. De danser bestemt med dolke, men mangler lige at give dolken det sidste skub derind, hvor det rammer hårdest.