Phoenix

Et unikt band, der har været i gang i over seks år og lavet så præcise popperler som ‘If I Ever Feel Better’ og ‘Everything is Everything’ burde vel efterhånden være i stand til at lave et helstøbt album, hvor deres magiske fornemmelse for enkelte veldefinerede numre får lov til at træde ind i en sammenhæng, der holder bare nogenlunde niveau.

Det er ikke tilfældet med franskmændenes tredje album med ti halvmodne popsange, poleret med rocklyd. Hvert nummer føles som det første på en udgivelse, hvor det også havde været passende, hvis det havde været det sidste. Albummet igennem bliver der skudt med melodiske spredehagl, så numrene nok formår at kildre interessen på deres vej ind ad øret, men også hurtigt fiser ud af det andet igen. Svimmelt balancerende mellem søvnige forsøg på at virke friske og lidt for friske forsøg på at virke søvnige.

Den nye mere rockede og pågående lyd formår ikke at løfte bare ét af de mange forsøg til et regulært hit. ‘Consolation Prizes’ og ‘Long Distance Call’ er nogenlunde hæderlige forsøg på at holder deres trademark i hævd med kontante, ukantede guitarhug, tight trommespil, drillende bas og et sofistikeret soulfedt flow med den melankolske Thomas Mars-vokal. Resten falder ud over kanten som milde ligegyldigheder. Konsekvent lyder det mere professionelt, end rørende, og det er der alt andet lige også meget andet der gør.