iLiKETRAiNS

Hvis sprudlende islandske gejsere og triste engelske rækkehuse kunne omsættes til musik, ville det måske lyde som iLiKETRAiNS fra Leeds. Ikke at kloningsresultatet er ubetinget vellykket, men den engelske kvintet synes at være grundigt inspireret af lyden fra drømmemagerne Sigur Rós og sortseer-ikonerne Joy Division.

Det er der kommet syv slæbende, sørgelige og storladne sange ud af, der til sammen udgør debutalbummet. iLiKETRAiNS har fundet ind til en sangformel, som de flittigt genbruger: En bedrøvet guitarfigur, der stødt udvider sig til en indestængt støjmur, mens bas og trommer tager til i intensitet. Det hele afrundet af frontmand David Martins dybe, messende vokal, som har flere ligheder med Editors’ Tom Smith’s røst.

Men hvor netop Smith og Editors dyrker en umiddelbar tilgang til deres sortseer-rock, tager iLiKETRAiNS sig god tid, før de lader sangene folde sig ud. Den slags kræver lidt rask tålmodighed hos lytteren, men så meget desto mere større er skuffelsen over, at iLiKETRAiNS ikke kan forløse de langstrakte kompositioner i de episke og uforglemmelige melodier, som gør ventetiden værd.

Dermed ikke sagt, at det ikke lykkes for gruppen at skabe mindeværdige momenter. Åbningsnummeret ‘Terra Nova’ udvikler sig eksempelvis fint til en blanding af kølig weltschmertz og et højtravende refræn, som bliver siddende, og den slags øjeblikke er der da et par stykker af. Men med kun syv numre på pladen er spørgsmålet, hvor meget iLiKETRAiNS i grunden har at byde ind med. Måske gemmer de de bedste sange til et længere album? Man kan i hvert fald håbe det.