Metric

Mens Canada fortsat holder den indieelskende del af verden fast i sit greb, synes talrige canadiske bands at have slået et smut omkring samme gruppe. Musikerkollektivet Broken Social Scene minder om et forkromet stamtræ, hvorfra en ordentlig del af Canada’s musikscene stammer og forgrener sig ud fra.
Også Torontobaserede Metric kan stemme i det stadigt voksende kor af BSB-tilknyttede kunstnere. Hvilket de så gør på deres andet album med en røst fuld af energi og støjende melodier.

Albummet har et mindre elektronisk skær over sig end deres debut havde, men til gengæld er der hanket gevaldigt op i riffene, ligesom tonerne og teksterne er hårdere og mere direkte. Åbningsnummeret ‘Empty’, for eksempel, begynder med Emily Haines’ længselsfulde vokal, der knap hæves over hviskestadiet. Efter to minutter brager tæskende guitarer ind, Haines hæver stemmen, og musikken sparkes i gang.

Det er generelt småt med hvilen, når bandet blæser igennem sange som ‘Monster Hospital’ og ‘Handshakes’ med deres bombastiske riffs. Enkelte gange sænkes tempoet alligevel en smule, hvilket gør, at eksempelvis ‘The Police And The Private’ fungerer som et kærkomment åndehul. Sidstnævnte er i øvrigt svært uimodståeligt og et af albummets bedste med Haines’ vokal i centrum over en vandrende keyboardlinje.

Det skorter så absolut ikke på energien hos Metric; men selvom de nye hårdtslående numre fungerer, så er det de afdæmpede af slagsen, der rigtig bider sig fast.