Nouvelle Vague

Umiddelbart er det dømt til at gå galt, når to franskmænd giver sig til at udsætte new wave- og postpunk-klassikere for bossanova. Men der blev faktisk taget godt imod Nouvelle Vague, da de for to år siden udgav deres fortolkninger af blandt andre Joy Divisions ‘Love Will Tear Us Apart’ og The Cures ‘A Forest’.

Nu er de tilbage med flere utraditionelle fortolkninger af new wave-sange. Musikpuritanere vil sikkert mene, at det er det værste, de nogensinde har hørt, for hvem kan forestille sig Echo and The Bunnymens ‘The Killing Moon’ helt uden det kolde mørke, som kendetegner sangen? Men Nouvelle Vague er mere end blot en billig gimmick, og ‘Bande à Part’ fungerer faktisk langt hen ad vejen. Sangene er dog ikke nær så gode som på debuten, og så er joken altså ikke helt så sjov som første gang.

Nouvelle Vague trækker mørket ud af de sange, de fortolker og tilsætter i stedet masser af solskin. Som for eksempel på Buzzcocks’ ‘Ever Fallen in Love’, der er fyldt med maracas, harmonika og caribiske rytmer, mens en sangerinde smyger sig gennem vokalen med kælen fransk accent. Swing-versionen af Billy Idols ‘Dancing With Myself’ er et andet vellykket bekendtskab, men det er langt fra alle nyfortolkningerne, som bandet slipper godt fra. For eksempel slæber den akustiske version af New Orders superhit ‘Blue Monday’ sig af sted og virker ganske simpelt irriterende.

Nouvelle Vague. 'Bande à Part'. Album. PIAS/VME.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af