Roskilde 06: Rufus Wainwright – kruk, talent og dårlig lyd

Han gik glad og veloplagt til biddet. Uden band, men helt alene på den store scene og iført halvt åbentstående skjorte, kulørte halskæder og en lille smule glimmer på sine jeans satte han sig bag flyglet. »I feel like I’ve died and gone to a perfect world«, fnes han mellem et af de første numre, og publikum var da også mere end sat op til en koncert af de særlige med manden, der af en støt voksende fanskare er blevet udråbt til være den klassiske sangskriverkunsts stærkeste kort lige nu.

På trods af, at man ikke kunne undgå at føle en lille smule skuffelse ved ikke at få ‘the full Rufus treatment’ med band og hele programmet, kunne man dog glæde sig over, at han var i sit es som altid. Vibratostemmen fejlede ikke noget, og det gjorde de små kommentarer mellem numrene heller ikke.

Axl Rose fik også lige et par med på vejen: »Poor guy. Poor hair. His hair has become a concentration camp for hair«! Entertainergenet fejlede altså ikke noget, og det gjorde stemmen heller ikke. Derfor var det særligt ærgeligt, at hans fantastiske vokal skulle hyldes ind en flad, skinger og rungende lyd, der langt fra ydede ham retfærdighed.

Men det store plaster på såret kom heldigvis allerede i tredje nummer: søster Martha, der havde spillet tidligere på dagen, trippede ind på scenen, og tak for det! Det var en fryd for øret at høre de to sammen, og da det måske lidt slidte nummer ‘Hallelujah’ af Leonard Cohen kom hen mod slutningen, var det umuligt ikke at overgive sig.

Det lykkedes altså næsten Martha at redde en koncert, der havde sine opture, men også sine lidt stillestående perioder. Da man gik derfra, kunne man ikke undgå følelsen af, at man godt ville have haft lidt mere end det, der mere virkede som en påmindelse af, hvor dygtige the Wainwrights er.