Snook

Ved de første par gennemlytninger får man det umiddelbare indtryk, at rap-duoen Snook er den svenske udgave af Nik & Jay, og på overfladen kan man faktisk drage flere paralleller. De er kendt for at være de pæne forstadsdrenge, og de er gruppen som svenskerne elsker at hade. Hvad angår musikken, så sætter melodierne sig på nethinden, de veksler konstant imellem sang og rap, men så stopper sammenligningerne også her.

Deres tekster er fyldt med masser af substans og variation, og alt fra hiphop-kulturens klicheer til kærlighed bliver taget op fra både et ironisk og alvorligt perspektiv. Derudover er de rent teknisk nogle rigtigt dygtige rappere, der med hjælp fra et enestående flow pladen igennem, udtrykker et stort overskud og en hårrejsende energi, som de fleste rappere kun kan være misundelige på. Det samme gælder produktionerne, som er fyldt med masser af håndklap, strygere, klaverloops og horn, og de har skabt et lydbillede, der beviser, at ‘lyttervenligt’ hiphop ikke nødvendigvis behøver at bestå af simple produktioner.

Som en anden stolt dansker, så sidder jeg tilbage med en ærgerlig følelse i kroppen af, at vi på vores side af Øresund ikke siden Malk De Koijn har haft nogle dansksprogede rappere, der tør spille på andet end det sikre. Her kan man unægteligt undgå at drage associationer til fodboldverdenen, hvor svenskerne har Zlatan, som ofte er utilregnelig i sit spil, og vi har Jon Dahl, der altid sætter en inderside på.