The Low Frequency in Stereo

Flittigt turnerende The Low Frequency in Stereo flirtede tidligere med postrocken, og mens der stadig er en snært af dette på deres tredje album, har bandet bevæget sig mere i retning af støjrocken. Tempoet er skruet op, og musikken er ikke længere så afdæmpet som tidligere. Og mon ikke, der står et par Sonic Youth-plader hjemme hos medlemmerne af det dansk-norske band? The Low Frequency in Stereo skal ikke beskyldes for at være et plagiat, men inspirationen er tydelig.

De langstrakte guitarpassager rocker med flænsende distortion og stramme basgange. Og det er både en styrke og en svaghed. For bandet formår at få en rigtig god lyd ud af guitarerne, men de kommer sjældent skridtet videre og det er småt med overraskelserne. Titelnummeret ‘The Last Temptation of…The Low Frequency in Stereo’ er eksempelvis en langstrakt guitarpassage uden temposkifte, men med det allerstedsnærværende orgel. Så er er straks mere drivkraft over albumlukkeren ‘Red Flag’, hvor bas og trommer lægger en tung bund, mens guitarerne syrer helt ud under en lækker hæs vokal.

Den slags højdepunkter er der for få af, og der går lidt skabelon i den. For eksempel virker det lidt idefattigt, at der partout skal være orgel på alle sange.