Razorlight

Nå, hvad kan de så, Razorlight, efter forrige års succesfulde debut, ‘Up All Night’? For de var jo bare en del af en retroskuende britisk rockbølge, som allerede er gået i sig selv igen. Eller hvad?

Måske. Men kvartetten fra London har ærligt talt fortjent en levetid, der sådan cirka svarer til Grauballe-mandens. I hvert fald når de disker op med sange som ‘In the Morning’, ‘America’ og ‘Before I Fall To Pieces’, der er ‘feel-good’-garagerock af den allerbedste skuffe. Og det gør de på deres andet album, blot betitlet ‘Razorlight’.

Musikalsk har de tre briter og en enkelt svensker taget en hørbar drejning fra den beskidte og skramlede lyd, der prægede debuten, til en mere umiddelbar og – nå ja, lad os bare sige det – poppet lyd. For de står sgu ved, at de er poppede, gør Razorlight. Alene dét at de har kaldt en sang for ‘Pop Song 2006’ siger vel en hel del. At den så smager en hel del af lyden fra bandets foregående album, er anden side af sagen.

Det ændrer nemlig ikke ved, at sangene overvejende er skåret et fortrinligt sted mellem navne som The Police og Richard Ashcroft, og den kombination fungerer fremragende med Razorlights åbenlyse sans for iørefaldende melodier. Så fred være med, at bandet måske ikke er tindrende originale. De skal nok nå længere end til dér, hvor retrobølgen hidtil har taget dem hen.