Roskilde 06: Franz Ferdinand – forførerne

Forspil er spild af tid. Lige på, hurtige riffs og stakåndet tempo. Franz Ferdinand styrede slagets gang uden på noget tidspunkt at betvivle lederevnerne. Som en kommunistisk hærleder (foran det sovjet-propagandistiske scenetæppe), forførte de skotske guldfugle den store folkemængde. Et lille vink og publikum adlød, et enkelt pip og de fortsatte.

Man blev ganske enkelt revet med af de fire drenges enorme energi og musikkens militante rytmer. Og det var lige før, der groede kampstøvler uden på publikums sommersandaler. Franz Ferdinands musik maner ganske enkelt til hårde stamp på stedet, honnør og fællessang. Og selv Nick McCarthy førte sin røde guitar som var det en skarpladt pumpgun rettet mod publikum. Ja, de lyder barske, men de er i virkeligheden bare et slæng muntre Glasgow-drenge, der var helt nede med situationen og fulde af overskud (til for eksempel at lave noget så old school som rock’n’roll-spjæt og Beatles-koregrafi på scenen!).

I 2004 tog de verden med storm med det selvbetitlede debutalbum og overraskede vanetænkere med skæve rytmer, temposkift og hybriden af punk og pop. Men Franz Ferdinand er om muligt mere intense live end i pladerillen. Med en attitude som Brett Anderson og Jarvis Cocker fik Alex Kapranos flere tusinde mennesker til at synge i takt på ‘Take Me Out’, ‘This Fire’ og ‘Walk Away’.

Det var nærvær fra start til slut i lidt over en time. Dog af til i et så forpustet marchtempo, at man som tilhører fik en sær trang til at blive trodsig og gå ud af takt med stakatoen og få et lille hvil. Men det var der ikke noget, der hed hos Franz Ferdinand. Det var ingen tidspild.