Roskilde 06: Primal Scream – 5-0 til The Scream Team

Selvom England tidligt lørdag aften tabte ved VM i fodbold, så vandt briterne i går en overbevisende sejr på Orange Scene. Med Bobby Gillespie som flabet frontfigur leverede Primal Scream nemlig en brutal men berusende omgang torden og lynild under skyfri himmel.

På deres fjerde Roskilde-rendevouz siden 1992 beviste The Scream Team, at de stadig er gode for en god portion attitude og anarki, selvom de i 2006 er klart mere menneskelige og medgørlige end tilfældet har været på de seneste års eksperimenter med kold og kynisk elektropunk. Denne gang kunne man ligefrem ved selvsyn se spilleglæden hos bandet, især hos den sprælske bassist Mani, der bibeholdte det gode humør selvom England altså røg ud af VM i fodbold midt under koncerten.

På Orange Scene blev sejren spillet i land med hjælp fra det bedste fra deres brogede bagkatalog. Startende med ‘Movin On Up’ blev den rene rocklyd lagt an, og med hjælp fra glødende guitarer, gospelkor og honkytonk-klaver fik vi derudover blandt andet fræsende udgaver af ‘Medication’ og ‘When the Bomb Drops’. Det tydelige fokus på den rendyrkede rock ‘n’ roll gav sig udslag i, at de elektroniske elementer var skåret ind til benet i form af den drabeligt dansable ‘Swastika Eyes’ samt en storsyret version af ‘Kowalski’.

På deres sidste nye skrig, ‘Riot City Blues’, har de syreskadede skotter fundet tilbage til rockrødderne, men hvor studieversionen af den nye, gamle stil aldrig for alvor rykker, så levede live-udgaven af den galoperende country-rock gevaldigt op, da den blev sluppet løs på marken i Roskilde.

Afsluttende med ‘Country Girl’ og klassikeren ‘Rocks’ fik Primal Scream endegyldigt rejst stemningen blandt publikum og samtidigt nedlagt en hel stak trommehinder. Og det på trods af Bobby Gillespies’ døde øjne og lidt lade og ligegyldige fremtoning – hippiehaderen fra Glasgow havde hang til håndklap og små hop på stedet, men derudover var der ikke meget gang i forsangeren – på den måde var alt ved det gamle, for det er præcis den rå nonchalance, der er en af de skotske skrigeres primære forcer.