Bonnie ‘Prince’ Billy

Verdens skrøbeligste sanger. Således kan man vist godt tillade sig at titulere den amerikanske singer/songwriter Will Oldham, aka Bonnie ‘Prince’ Billy, når han med sin bløde og drengede stemme åbner op til en velkendt, men alligevel så yderst personlig verden i sine sange. Prinsens varemærke er smukke og ofte hjerteskærende sange direkte fra et fintfølende hjerte uden filter til omverdenen. Nuvel, inden du skræmmes af denne mandegruppeterapi-indledning, så lad det da også være slået fast, at ‘The Letting Go’ bestemt heller ikke er et album for hårde sjæle. Thi her er Oldham ude i den rene eksorcisme af gamle kærlighedslig i lasten.

Will Oldham drog en tur til Island for at indspille dette album med blandt andet brormand Paul Oldham samt en række af øens strygere. Desværre medbragte han ligeledes Faun Fables-sangerinden Dawn McCarthy som en alt for fremtrædende vokalakkompagnement. Kvindens ekstremt høje stemme giver stadig gåsehud af de helt forkerte grunde og direkte ødelægger en ellers god sang som ‘God’s Small Song’.

Og det er ellers ikke fordi, albummet flyder over af fremtrædende sange, der alle lægger sig et sted i mellem Oldhams bedste album, ‘I See a Darkness’ og ‘Master and Everyone’. Skønheden og det personlige består i sangskrivningen, men som med forvent kærlighed, også det velkendte og gentagende.

Bonnie ‘Prince’ Billy. 'The Letting Go'. Album. Domino/Playground.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af