Cerys Matthews

Tre år efter sin solodebut, ‘Cockahoop’, der var indspillet i Nashville med vaskeægte countrymusikere, har Cerys Matthews søgt tilbage til den samme lyd, hun vendte ryggen, da hun i 2001 forlod den walisiske popsensation Catatonia.

Det er ikke nogen synderligt opfindsom idé, men ikke desto mindre virker den på et alternativt og meget britisk popalbum, der umuligt kan fornærme hverken anmeldere eller publikum. Matthews indrømmer gerne, at hun er nået til et punkt i tilværelsen, hvor hun endelig kan tænke tilbage på sit gamle orkester og smile. Resultatet er et album, der nægter at lade Catatonias fordrukne og sfæriske post-britpop visne helt hen i forglemmelsen.

Matthews vil altid være en attraktion i sig selv. Hendes hæse og højtflyvende stemme burde straks sættes på den walisiske kulturkanon, selv om ‘Never Said Goodbye’ minder om en lidt udvandet udgave af Catatonia, er det positivt, at Cerys ikke har været villig til at give fuldstændig slip på den folk-musik, hun flirtede med for et par år siden. ‘Never Said Goodbye’ er flere steder både dragende, mørk og mystisk, men desværre bliver både produktionen og sangskrivningen til tider også en anelse for naiv, og i det hele taget får man fornemmelsen af et album, der ikke er helt modent endnu.