- Vennerne blev rapstjerner, mens han knoklede 9 til 5: »Man glemmer sine drømme, og hvad man egentlig vil«
- Aftenens hovednavn efterlod salen i tårer: Vi var på ambitiøs endagsfestival i København
- Din yndlingsrapper deler scenen med ham. Din konge ser fodbold med ham. Er der nogen i landet, der ikke elsker Thor Farlov?
Charlotte Gainsbourg
Charlotte Gainsbourg er et af fransk films største talenter med mere end 30 film på sit imponerende cv. På dette hendes andet album viser hun stort overskud og fin føling for intimiteten i en slags musikalsk film noir, som smager appetitvækkende af Air. ‘5:55’ udspringer da også af et tilfældigt møde til en Radiohead-koncert i Paris, hvor Charlotte blev introduceret for netop Air’s Nicolas Godin.
Mødet blev optakten til et konkret samarbejde mellem hende og Air, som står bag sangskrivningen på albummet. Men det slutter slet ikke her. En imponerende stjerneparade af folk står i kø som backup for datteren af den legendariske poet og sanger, Serge Gainsbourg. Ud over Air har Nigel Godrich siddet i producerstolen, Pulps Jarvis Cocker har hjulpet med teksterne og Becks far, David Campbell, har komponeret pladens imponerende strygere.
Universet ville være af lave, hvis det så skulle gå galt. Det gør det langt fra. Charlotte Gainsbourgs forsigtighed i stemmeføringen svøbes i en orkestrering omkranset af blå nuancer fra Airs coolness og utrolige fornemmelse for let flyvende og cinematiske kompositioner, som på dette års hidtil smukkeste popsang i disse ører, ‘The Songs That We Sing’.
‘5:55’ udklækker de smukkeste stemninger om storbyens følelsesgarniture dissekeret af kærlighedens forestillinger med en sensuel og gennemsyret sofistikeret nerve, som ikke er hørt magen på et popalbum længe.
Charlotte Gainsbourg. '5:55'. Album. Warner.