Giddy Motors

Der er tung punk på motoren, når denne energiske trio fra London tænder op for deres andet album. Den spidse og metalliske bas i hænderne på Gordon Ashdown borer sig stødt og groovy gennem skivens skæringer, mens Gaverick de Vis’ guitar skiftevis hugger, hakker og svinger pisken over bas og trommer.

De rigt vekslende grooves og lynhurtige riffs er solidt svejset sammen i et væld af skæve taktarter. Ovenover det hele råber, snakker og skriger Gaverick de Vis sine tekster som en anden Jello Biafra fra hedengangne Dead Kennedys.

Dette spor følger albummet det meste af vejen, lige indtil der mod slut drejes af mod mere afvekslende og instrumentale egne, hvor først det næsten jazzede nummer ‘Endgame’, og siden det syrede støjeksperiment ‘Dot Dot Dot’, venter. I sidstnævnte skæring trækker bandet brægende boremaskiner og anden interessant irriterende larm rundt i manegen, mens der mumles i tomgang i baggrunden.

Problemet med albummet er desværre bare, at man efter et par gennemlytninger ikke har den store lyst til at vende tilbage. Snarere er man såmænd i gang med at finde sine gamle Primus- og Dead Kennedysplader frem.