Guillemots

Normalt ville ordet næppe blive brugt af andre end ornitologer eller storforbrugere af Animal Planet, men nu er der ingen undskyldning: Skal man tro hipstere, er albumdebuterende Guillemots (som er den engelske betegnelse for fuglearten tejsten og udtales [Gilimåts]) et af de mest interessante musikalske indslag, Storbritannien kan diske op med i øjeblikket.

Og det er så absolut bemærkelsesværdigt, hvad de fire briter bag navnet trakterer med af musikalske lækkerier. Ikke rigtig rock, ikke rigtig pop. Ikke rigtig jazz og heller ikke rigtig 70’er-prog eller soul. Snarere noget midt i mellem. Men sikke det fungerer!

Med frontmand Fyfe Dangerfields livsbekræftende røst som omdrejningspunkt bliver der spillet, så fuglene – eller rettere tejsterne – synger. Ikke mindst i de to 60’er-glinsende pop-perler ‘Made-Up Lovesong #43’ og ‘Trains to Brazil’, der burde passe lige til teenage-pigernes iPod, mens sensommerens allersidste stråler skinner på dem på vej til skole.

For der er på én gang noget naivt og løssluppent over Guillemots’ musikalske univers – samtidig med at den hittepåsomme gruppe ikke går af vejen for at trække tempoet ud af sangkataloget og udmærke sig med et par monumentale sager, som eksempelvis de storladne ‘Little Bear’ og ‘Come Away With Me’. Her lader inspirationen bare til at være hentet et sted mellem Sigur Rós og soundtracket til en Disney-film af de mere alvorlige.

I nogles ører er den kombination sikkert alt for meget. Men i Guillemots tilfælde fungerer det, fordi de gør det helt uden at rødme. De mener det sgu! Og legen med genrene, stemningerne og instrumenter smitter. Denne her spøjse fugl er værd at holde med.