Mew

Mews første album, der nu endelig genudgives, er ikke så meget lyden af et band, der er edderspændt opsatte på at erobre jordkloden, som det er tonerne af fire unge fyre, der skaber deres helt egen verden. All right, vist er der da inspiration fra den mere navle- og skosnudebetragtende del af den amerikanske og britiske 90’er-indiescene, og selvfølgelig har Mew ikke opfundet kombinationen af forvrængede guitarer og sfæriske melodier. Men, men. Det er ikke en overdrivelse at sige, at ‘A Triumph for Man’ lyder som intet andet.

Og hvordan kan det så lade sig gøre? Tjo, det er vel noget med den måde, man sætter tingene sammen på. Og så er der ingen grund til at grave mere i det. Ligesom magiske fodboldmomenter og sex, der blegner ved nok så velmente forklaringer, så skal dette album opleves.

Folk, der ved førsteudgivelsen blev skræmt væk af den ærligt talt overgearede single ‘I Should Have Been a Tsin-tsi (for You)’, kan i stedet boltre sig i mere sobre og komplekse, men stadig umiddelbart elskelige, sange som ‘Beautiful Balloon’ og den suveræne ‘Wherever’. Den delikate ‘Web’ og den eftertænksomme og mere modne ‘Coffee Break’ er knap så opmærksomhedshungrende og gemt lidt af vejen sidst på albummet, men vidner blot om de mange lag og udforskningsmuligheder som ‘A Triumph for Man’ rummer.

Og så er den medfølgende bonus-cd med ni demoer, studiebidder og tidligere uudgivne numre lykkeligvis mere end et sjasket opskrab fra spanden med outtakes. ‘Say You’re Sorry’, der lige præcis ikke nåede med på albummet, er visse steder en ekvilibristisk støjudladning og fuldt på højde med albumsangene. ‘Chinese Gun’ er uforsonlig, dyb og upoleret, mens demo-udgaven af ‘Web’ lyder dejligt løs og improviseret. Spændende sager og blot endnu en understregning af, at genudgivelsen af ‘A Triumph for Man’ er en fuldbyrdet triumf for Mew.