Oxford Collapse

Tredje langspiller fra Oxford Collapse byder sig til uden større dikkedarer, og allerede på skæring nummer to anes konturerne af det, der skal vise sig at være et overraskende tiltalende album fra Brooklyn-trioen. Michael Pace’ højstemte ytringer er i tæt opgør med de svimlende guitarfigurer i kampen om, hvad der udgør det mest mantraagtige element. Her er indierockens nysgerrighed og til tider lettere barokke finesser vakt til live igen i en forfriskende udførelse, der ikke åndes i nakken af introvert avantgarde. Og det er et indtryk, der holder albummet ud.

På trods af deres New York’ske herkomst, er der ikke meget tilfældes med byens to andre rockflagskibe, The Strokes og Yeah Yeah Yeahs. Hvor de to sidstnævnte afsøger den mere bastante ende af rockskuffen, har Oxford Collapse fundet sig til rette i et mere upåagtet hjørne, ikke langt fra støvede, amerikanske indieskitser fra 80’erne. Oxford Collapse formår dog at tilsløre de retrospektive smårapserier med en uafrystelig charme, der især kan tilskrives Michael Pace’ melodisk flakkende stemme, som redder albummet fra at ende som en stivnet stiløvelse.