The Devastations

De fleste rockanmeldere med respekt for klichéerne, elsker den type plader, hvor man for alvor kan svælge i mere eller mindre letkøbte sammenligninger med diverse årstider. Især efteråret, hvor man gør klogest i at bide al skam i sig og skifte de moderigtige All Stars ud med noget mere fornuftigt fodtøj, synes som regel at være den ideelle scene for udgivelser i den mere melankolske ende, og australske The Devastations’ andet album er bestemt ingen undtagelse.

I det hele taget gør The Devastations ikke synderligt meget for at skille sig ud fra strømmen af alverdens andre halvdeprimerede rockbands med et lettere sort syn på tilværelsen. Selvom de smiler så nogenlunde kækt på pressebillederne, er det bestemt tre alvorlige herrer, der skylder så meget til Nick Cave, Midnight Choir, The National og Tindersticks, at et decideret fogedforbud groft sagt ikke ville være helt af vejen.

Når det er sagt, så er der betydeligt mere energi, eksperimentering og kreativitet i The Devastations, end man ellers hører fra den slags orkestre, som har en tendens til at lade sig opsluge af form frem for indhold. Der er heldigvis knap så højt til loftet hos The Devastations, og der er mere plads til at lege lidt med konceptet. Selv om ‘Coal’ på intet tidspunkt virkelig trænger ind under huden, så er den et interessant alternativ, hvis man for alvor vil lade sig opsluge af efterårets musikalske tungsind.