Eglantine Gouzy

Da Eglantine Gouzy forlod sin kæreste, valgte hun at stjæle en sequenser fra ham. En sequenser som hun nærmest terapeutisk bruger til at udlevere sine musikalske idéer og inderste følelsesliv på. Bag denne skrøbelige franske kvindevokal og den minimale blanding af elektronisk og akustisk instrumentering gemmer der sig et kompleks univers af uforløste følelser, der til trods for den barnlige enfoldighed i præsentationen har en sjælelig dybde, der har direkte adgang til hjertet.

Eglantine halvt synger og halvt reciterer sine tekster i en minimalistisk stil, der for det meste består af barnlige rim og romantiske ordlege i absurde situationer. Hvert nyt nummer på pladen er en ny scene i en uforståelig fransk tv-serie, hele tiden fuld af nye lyde og nye overraskelser. Hun synger på både fransk og engelsk med en stemme, der tilnærmer sig Björks, men stadig er tilstrækkelig selvstændig til at blive afskrevet som ren kopi.

‘Boamaster’ fremstår simpelt som et japansk haiko-digt, og ligesom digtene åbner albummet sig jo mere man dykker ned i de forskellige følelseslag, der er er gemt blandt de små fortællinger og deres fine, minimalistiske, musikalske bagtæppe.