Herman Dune

Herman Dune er efterhånden ved at være et halvstort indie-navn. Musikerne har vidt forskellige nationaliteter, og bopælene er fordelt på Europa og USA, så for at vise, at de er en stor familie bruger de alle efternavnet Herman Dune. Siden deres første album i 2000 er det blevet til et studiealbum om året. Bandet har derudover flere gange været på besøg hos John Peel for at indspille. På deres nyeste udspil lægger de ud i vanlig stil, men man skal ikke mange tracks hen på ‘Giant’, før man opdager markante ændringer.

Herman Dune er kendetegnet ved velskrevne, humoristiske tekster på lettere sørgmodige, underspillede melodier. Sangene synges med klagende stemme og understøttes af afslappet lo-fi-rock. Tidligere hørte det nærmest til sjældenhederne, når der kom lidt kor eller keys på, men nu er sangene spækket med pigekor, blæsere og percussion. Så meget at bægeret til sidst flyder over.

Sangene er ligeligt fordelt mellem David-Ivar og André. Både med hensyn til sangskrivning, og hvem der står forrest ved mikrofonen. De glade messingtrut samt de afvekslende og til tider skøre rytmer står i stærk kontrast til de nærmest sørgelige sange.

Nummeret ‘No Master’ består kun af marimba, percussion, vokal og kor. Idéen er god, men det virker som om hver sang absolut skal proppes med overflødige indslag. Opfindsomheden er stor, men det er rodet også. ‘Giant’ stikker i alt for mange retninger.