Reykjavík

Det er ikke umiddelbart til at sige, hvor mange askebægre, der er blev tømt ned i den altudkrængende kæft monteret på forsanger Bóas’ fjæs. Det er faktisk heller ikke til at sige, hvor mange misundelige aber, der sender lange blikke efter ham og ikke mindst hans hæse abebrøl. Men det må være mange, tro mig. For det er ikke til at komme uden om, at den frenetiske vokal dominerer en væsentlig del af Reykjavíks udskejende punkdebut, der byder på flere tilløb til gode takter.

Vi befinder os langt væk fra urban dekadence og nedslidte, grå baggårdsfacader, men heldigvis er det heller ikke nødvendige kriterier for at levere støjende, potent og højeksplosiv punkrock. Den altfavnende albumtitel er nærmest lige så strittende uregerlig som musikken selv.

Sporadiske glimt af vellyd afløses gang på gang af frådende støjkaskader, der uden genert tilbageholdenhed prygler hovedregionen godt og grundigt på plads. Selvom Reykjavik leverer sin musikalske øretæve med glimt i øjet, bliver det dog alligevel for heftigt i længden og man efterlades udmattet og drænet med ønsket om en lidt mere skånsom forvaltning af punkredskaberne.