Tom Waits

Fandeme om han ikke gør det igen, den gamle djævel med urbrølet. Med et mammutværk af et oprydningsprojekt slipper Tom Waits dampene løs fra det musikalske galehus, og som en naturlov sprænger samtlige sikringer straks i kvalitetskontrollen af bare fryd.

‘Orphans’ er mesterens egen oprydning i fortiden, kuriositeterne og kringelkrogene. Fra tågerne af de sidste fire årtiers mytiske karriere rejser sig intet mindre end 56 sjældenheder, heraf 30 nyindspilninger og over 3 timers totalteater fordelt på de tre cd’er, ‘Brawlers’, ‘Bawlers’ og ‘Bastards’. En slikbutik for disciplene og en unik rundrejse i fænomenet Waits’ enorme udvalg af fuldemandsviser, buldrende ballader og absurde hallucinationer.

Første etape, ‘Brawlers’, er Waits for enden af baren, som var han født der, klar på rusten blues og boogie, skrålende som et forvildet afkom af Stones i seng med Beefheart. På ‘Bawlers’ derimod er stamkunderne skredet, lyset dæmpet og balladerne klar til at sive op fra sprækkerne i gulvet. Og endelig bliver absinten skyllet ned under ‘Bastards’, hvor Waits’ muterede skeletter løber løbsk ud af ærmet i en bombastisk kabaret tilsat vanlig instrumental skizofreni.

‘Orphans’ er med andre ord Tom Waits på alle tangenterne, når han er bedst. Brutal med sin hvæsen og sprutten, men også skrøbelig med sin hvisken og smerte, som det sublimt kommer til udtryk på albummets højdepunkt, den storpolitiske ‘Road to Peace’, der går i flæsket på Israel/Palæstina-konflikten og USA’s hykleriske handlen i Mellemøsten. »Maybe God himself is lost and needs all of our help,« messer Waits igen og igen mod slutningen.

Det er muligt, Vor Herre allerede har givet op og har brug for hjælp, men det har djævlen Waits tydeligvis ikke. Mesteren har aldrig været bedre!