Under Byen – bragende blidhed

Da de første hårde trommeslag gav genlyd gennem Pumpehusets stort set fyldte sal denne lørdag aften, forstummede et næsten andagtigt publikum, som var en blanding af alt fra efterskoleelever til de plus 50-årige. Fra de virkelig dedikerede fans, der kunne teksterne lige så godt som Henriette Sennenvaldt selv, til dem der endnu var uprøvede i Under Byens musikalske univers, som eksempelvis min sidemand, der stolt proklamerede, at det var allerførste gang, at han var til koncert med “Under Broen”.

Under Byens musik var som en pil i hjertet – den gik lige ind og holdt én fast gennem både de blide og storladne, tordnende passager, der for alvor viste, hvor voldsomt det århusianske kollektiv har udviklet sig til at være, når det lader sin musik eksplodere i trommebrag og cello-kaskader. Hele settet var som en lang musikalsk bølge, der skyllede ind og tog én med ud på det dybeste vand. Der var ingen overflødig snak fra bandets side, det var udelukkende musikken, som forførte én og til tider truede med at drukne én helt. Med både blidhed, som i det smukke ‘Tindrer’, der gik helt ind under huden, og mere bombastisk fremførte numre, som blandt andre ‘Pilot’, viste Under Byen både spæd skønhed og energisk voldsomhed.

I det hele taget fremstod det 11-år gamle band langt mere som én organisme på scenen uden Sennenvaldt i front. Det gav et andet liv, hvor de enkelte musikere fik lov til at træde mere frem, som Nils Gröndahl, der fik plads til at vise ægte rockstjerne-attitude på henholdsvis violin og sav. Men opstillingen viste samtidigt også, at bandet er en enhed, hvor alle elementer er lige vægtige for deres udtryk. Selvom Under Byens ellers flotte visuelle side langt fra kom til sin ret i Pumpehuset, så var den musikalske oplevelse så overvældende og intens, at ingen kan have forladt denne sidste koncert på bandets turné uden gåsehud og bankende hjerte.