Clipse

Efter flere år med udsættelser og ballade med pladeselskaber er duoen fra den amerikanske delstat Virginias narkobefængte miljøer endelig klar med opfølgeren til deres succesfyldte debutalbum, ‘Lord Willin’, fra 2002. Og de er tilbage i overlegen stil. Fra første færd leverer Clipse fokuserede og intense rim over nærmest arrogant nedbarberede produktioner.

Malice og Pusha T fortæller historier fra Virginias skyggesider, og har ingen skrupler med at bruge deres beskidte narkopenge på at forsøde tilværelsen. Det er dog ikke historien om den lykkelige pusher, der dominerer, men derimod paranoia, frygt og kynisme, som medfølger af den hårde livsstil. Det hele bliver kompromisløst fortalt, hvilket giver udgivelsen nerve, og man fornemmer aldrig antydning af et smil på læben. Måske kun et lumsk et af slagsen.

Et ærgerligt problem ved de to, er at de har næsten samme stemme og måde at rappe på. Det gør det svært at skelne dem fra hinanden, men The Neptunes simple og syntetiske produktioner passer dog perfekt til rappernes tørre stemmeføring. Aggressive hi-hats, forvrængede keyboards og steeldrums kastes i et kontrolleret kaos efter Clipse, og giver et energisk og dystert lydbillede. Oftest bruges der ikke mere end to-tre forskellige instrumenter, men de skarpe kontraster i lydene er effektivt stemningsopbyggende.

‘Hell Hath No Fury’ er klogt begrænset til 12 numre. Så er narkorap-kvoten for én dag også opbrugt, men der er ingen tvivl om, at Clipse er værd at bruge den på.

Clipse. 'Hell Hath No Fury'. Album. Sony BMG.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af