Turnip Greens

Den århusianske kvartet, Turnip Greens, er blandt de få ikke-amerikanske bands, der er signet til det hollandske blues-selskab Black & Tan Records, og dernede har de svært ved at få armene ned over denne unge danske blues-sensation. Turnip Greens spiller broken Delta-blues, kantet countrysoul og countrynoir af den mere mørke slags, det hele kørt sammen i en usødet, støjende og svært ucharmerende blanding, der ikke er helt ulig det, vi hidtil har hørt fra Johnny Dowd, Scott H Biram og Tom Waits.

Traditionen tro, handler sangene om livets guddommelige ulidelighed, løgnagtige kvindfolk og om at vælte rundt på amerikanske landeveje i en hjemmebrændt pullimut-brandert. Som oftest er det svært at tage en velsoigneret århusiansk fyr, der synger om at gå på druk med den lokale dommedagspræst, helt alvorligt, men det er nu engang de danske musikeres lod her i tilværelsen – det kan ikke altid lyde, som var det Robert Johnson selv, der havde solgt sin sjæl for at skrive sangen.

For Turnip Greens handler det tydeligvis også i højere grad om at pisse på den Stevie Ray Vaughn-mentalitet, som i sin tid hev Djævlen ud af bluesmusikken og erstattede Ham med 20 minutter lange, kedsommelige guitarsoloer. På ‘Carry Me Down the Aisle’ har Turnip Greens atter inviteret galskaben med i studiet, og selvom det under ingen omstændigheder lyder videre charmerende – det her er faktisk den grimmeste form for blues, der findes – så hører man, at Turnip Greens både har energien og indsigten til at bedrive blues, som den lød før der gik fadølsfest og lædervest i det hele.