Do Make Say Think

Med deres femte udspil gennemhuller canadiske Do Make Say Think godt og grundigt fordommen om, at postrock per definition skal være indadvendt og svært tilgængeligt. For albummet er et på alle måder opløftende bekendtskab. Det er en af den slags plader, hvor man sidder tilbage med et stort smil på læben og prøver at regne ud, hvad det lige var, der kom brasende ind gennem øregangene og overbeviste én om, at det hele nok skal gå.

Måske er det ovenikøbet Do Make Say Thinks smukkeste siden deres melankolske mesterværk fra 2000, ‘Goodbye Enemy Airship, the Landlord Is Dead’. Kvintettens kerne udgøres stadig af de to Broken Social Scene-medlemmer Ohad Benchetrit og Charles Spearin, og de får her yderligere assistance fra andre BSS-medlemmer. Den faste besætning tæller også to jazztrommeslagere, hvis knudrede rytmiske spil har været et trademark siden starten. Derudover gæster blandet andet også Akron/Family, som lægger vokal til det brusende afslutningsnummer.

Albummet er otte fabelagtige glædeshymner, og numrene lyder som var de undfanget omkring et lejrbål og siden turboladet med virtuost spillende, musikalske alkymister. Dele af albummet er indspillet i en gammel lade, og den varme, organiske lyd fornægter sig ikke. Instrumenterne og kompositionerne leger en gnistrende tagfat med hinanden, som ildfluer i tusmørket – og det hele er så forbandet elegant, at det næsten virker for nemt.